Essayets formål er, at præsentere den enaktive-kognitive teoris betydninger for kroppens subjektive bevægelser, samt at koble teorien til fysioterapeutisk praksis. Essayets formål er videre at anerkende og genindsætte subjektivitetens professionelle betydninger for fysioterapeutisk kropspraksis. Derfor må den objektive evidens' dominans over fysioterapeutisk praksis kort diskuteres. Essayet handler ikke om de kropsbevægelser som patienter verbalt og kognitivt instrueres i af fysioterapeuter. Essayet vil i stedet øge fysioterapeuters indsigt i at patienters egne subjektive kropsbevægelser starter før vi aner det. Dette underprioriteres ofte. Således må vi afgive en vis kontrol over patientens kropsbevægelser. Derved øges fokus på patientens subjektive kropsbevægelser markant. Det ligger dog, i fysioterapifagets DNA, at vi instruerer patienter verbalt i de rigtige kvalitative kropsbevægelser. Hvorfor gør vi det og hvilket belæg har vi her?
Subjektet udfører netop egne kropsbevægelser, via sine sansemæssige perceptioner og erfaringer. Splitsekunder senere udgør kroppen hjernens objekt. Kroppen er derfor både subjekt og objekt. Det er den enaktive-kognitive teori i en nøddeskal. Patientens subjektive kropsbevægelser er således ikke, rent kognitivt instruerbare, eller rent objektivt reproducerbare, eller rent kausalt determinerede. Det er derfor på tide, at anerkende subjektivitet, i fysioterapeutisk praksis, på lige fod med objektivitet. Den enaktive-kognitive teori er på fremmarch inden for klinisk ræsonnering, ifølge fysioterapeuterne Øberg & Normann samt den enaktive fænomenolog Shaun Gallagher (1). Subjektive kropsbevægelser, lever verdens bedste fodboldspillere netop af, f.eks. Messi og Ronaldo.
Set i lyset af at kroppen både er subjekt og objekt vil essayet beskrive de evidensudfordringer som fysioterapeuter, på godt og ondt, dagligt lever med i praksis. Dernæst bliver psykomotorikkens "krop" introduceret, som et andet eksempel på fagets evidensudfordring. Siden præsenteres Gibson, Nöe og Polanyis enaktive kropsforståelser. Deres teorier vil, via fænomenologen og antropologen Latour, blive fusioneret med evidensbasering, via hans Aktør Netværks Teori. Filosoffen Merleau-Ponty udgør løbende et kropfænomenologisk bindeled igennem hele essayet. Til slut perspektiveres essayet, i lyset af, hvordan kropsbevægelser og kvalitet opfattes af Motorisk Kontrol konceptet og af Bobath-konceptet. Essayet er målrettet fysioterapeuter og studerende samt forskere. Essayet udgør et nyt bud på fysioterapifagets subjektive krops- og bevægelsespraksis.
Indledning og lidt videnskabsteori
Enaktivisme er den position inden for kognitiv videnskab, som argumenterer, at kognition opstår via den dynamiske interaktion mellem en organisme og dennes miljø. Enaktiv-kognitiv teori fusionerer herved kroppens egen bevægelsespraksis med miljøet. Herunder kroppen, som subjekt og kroppen som objekt, i fysioterapi. Herved komplementerer den subjektive krops samspil med miljøet, hjernens kognition og den objektive krop. Evidens inkorporerer, i praksis dog, hverken den subjektive krop, perceptionen eller miljøet. Evidensen fraspalter i stedet disse. Derved sætter videnskaben rigidt den subjektive krop, miljøet og perceptionen samt praksis, i stå. Dette til fordel for objektive interventioner. Derfor har evidensen store problemer med at holde sig på fysioterapifagets gyldne middelvej. Noget, som sjældent diskuteres videnskabeligt, i faget.
Enaktivisme placerer sig netop på fysioterapiens gyldne middelvej" idet den, hverken "abonnerer" på en ekstrem subjektivisme, eller en ekstrem objektivisme. Objektiv evidens er modsat en fjern dualistisk tilskuer til subjektiv praksis. Evidensens yderligtgående objektive grænser splitter herved, måske fysioterapi mere af end, at praksis samles og udvikles herved. Så, i stedet for fagligt, at lade den objektive evidens bestemme over fysioterapiens subjektive praksis, må kroppens subjektive bevægelsespraksis i fysioterapi bestemme, på lige fod med evidensen. Evidensen kan dog ikke for evigt flygte fra fysioterapiens subjektive kropsbevægelser, i praksismiljøet, og blive i sit udkigstårn. Videnskab måler dog ikke forkert. Der måles blot ikke på subjektive kropsbevægelser i praksis.
Oven i købet ved fysioterapilitteraturen, eller videnskaben ikke, hvad subjektiv fysioterapeutisk praksis er, ifølge undertegnedes publika
