Fagpressenytt

Formål og ærinde
Formålet med dette fagessay er kort at præsentere et paradigmatisk forslag til en fysioterapeutisk praksisteori, som folder praksisøjeblikkets «nu» oplevelser ud samt peger på kundskabsforudsætningerne herfor. Det gøres ved at se og skrive ud fra et kropsligt relationelt og et dialogisk fænomenologisk praksisoplevelsesperspektiv, der også indeholder en kritisk filosofisk vinkel, på evidensanvendelse. Måske består fysioterapiens kernespørgsmål derfor, i praksis, mest af alt af de oplevelser, som vi med ord og tal ikke kan måle og forklare. Det er måske netop det, som mange af os elsker ved vores fantastiske fag, fysioterapi. Øjeblikkets faglige skøn er, via vores håndværksmæssige praksisekspertise, derfor bærende for essayets ærinde om at anerkende fagets dialogiske fænomenologiske og kropsligt relationelle praksistraditioner. Dialogisk fænomenologi er et forskningsfelt, som Arnett & Arneson (1) har udviklet, som ikke handler om den enkelte filosof, men om deres tværgående syn på menneskets dialogiske fænomenologiske oplevelsesfællesskab. Essayets målgruppe er erfarne udøvende fysioterapeuter, undervisere og forskere i fysioterapi.

Øjeblikkets kropslige resonans
Dialogisk fænomenologi giver de «usynlige» ord - og talløse sansemæssige sider af fysioterapeutisk praksis' «her og nu» oplevelser, herunder stilheden, plads og «stemme». Det står delvis i modsætning til kvalitativ forskning, som via spørgsmål og interviews, oftest verbalt er målrettet bagudrettede oplevelser, som de huskes, hvor dialogisk fænomenologi omhandler praksisnuets øjeblikkelige fællesoplevelser. Således agerer vi først i nuet, via øjeblikkets præ-refleksive og præ-verbale dialogiske oplevede kropslige resonans eller dissonans, ifølge fænomenologen Hartmut Rosa (2). Her afgør blikkets resonans eller dissonans umiddelbart, hvad der er «godt» eller «dårligt» for os, i nuet.
Modsvaret til samfundets fremmedgørende og accelererende stress og jag synes derfor øjeblikkets dialogiske resonans' oplevelser og fordybelsen heri, ifølge Rosa. Spektret imellem resonans og dissonans udgør netop en dialogisk sociologi om kvaliteten af vores verdensrelationer. Resonans er ikke en indre følelsesmæssig tilstand, men en lokal relationel ydre «stemning» af omverdenen, f.eks. via fysioterapi behandlingsrelationen. Blikkets oplevelser har derfor måske lige så stor betydning, som sprog og evidens, i fysioterapeutisk praksis har. Spørgsmålet er dog, om blikket hos nogle fysioterapeuter blot snævert ser det, som deres evidensorienterede tanker er parate til at se?

Er fysioterapi resonansens og fordybelsens fag?
Spørgsmålet er derfor også, hvordan dagens fysioterapi og udforskning heraf navigerer imellem at være resonansens og fordybelsens humanistiske fag, eller et «quick-fix» «tekno-fix» og dissonansens evidensbaserede fag? Hvis sidstnævnte forfordeles, fremmedgøres oplevelserne og samværet, i øjeblikkets fysioterapeutiske praksis formentlig mere og mere ved, at være udsat for et accelererende tidspres. En tidsudfordring, som ev