Fysioterapeuten
11.05.2018
Indledning
Det at være fysioterapeut i en praksis med patienter sætter os hver dag i utallige valgsituationer. En hel del af disse valg har afgørende betydning for fysioterapiprocessens videre forløb. Vi vil med denne artikel sætte fokus på diversiteten, arten og dybden af dilemmaer, og forsøge at følge konsekvenserne af nogle af de forskellige valg. Vi agter med denne artikel at gå udenfor det snævert fysioterapifaglige, for at se på hvordan fysioterapien agerer når den sættes i en filosofisk, samfundsfaglig og relationel ramme. Selvom vi til tider bevæger os i høje abstrakte lag, tilstræber vi at være helt konkrete og eksemplificere hvor vi kan.
Den person-centrede psykolog Carl Rogers (1) og fænomenologerne Knud Løgstrup (2) og Maurice Merleau-Ponty (3) samt Andersen og Martinsen (4) er alle af den overbevisning, at vores her-og-nu-orienterede samt præ-refleksive sansning og perception af vores kliniske praksis, nogle gange er mere valid, end en traditionel refleksiv klinisk ræsonnering og evidens, omkring samme kliniske praksis, er. Hermed antyder vi ikke at kritisk refleksiv tænkning og fortolkning omkring en specifik klinisk praksissituation før og efter situationen, er mindre central. Måske bør vi bare i stedet forstå fysioterapeutens sansning, perception og tænkning omkring den kliniske praksissituation, som én forenende modsætning og ikke som dualistiske og opsplittende modsætninger. Et sådant non-dualistisk inspireret klinisk praksisperspektiv integrerer disse modsætninger, og er i øvrigt foreneligt med Rogers, Løgstrup´s og Merleau-Ponty´s samt Andersen og Martinsens synspunkter angående videnskab.
Disse to forskellige kliniske ræsonneringsprocesser arbejder forhåbentligt sammen i klinisk praksis. Spørgsmålet er hvordan, hvis overhovedet. Fysioterapeuter har inkarnerede måder at sanse, percipere og processere kliniske informationer på og at træffe kliniske beslutninger på, som nogle gange er mere præcise end vore refleksive kognitive tankeprocesser er i stand til. Øberg et al (5) beskriver dette, som her-ognu-behandlingsorienterede kliniske aktioner, i modsætning til en traditionel refleksiv evidensbaseret praksis, hvor klinisk ræsonnering er guidet af en retrospektiv kognition, som gør denne praksis mere fragmenteret end her-og-nu-orienteret. Indenfor fænomenologien, er inkarneret evidens, en af flere slags evidensbaseret viden, og som sådan er en inkarnere evidens, i det mindste delvis, konstituerende for vores kliniske praksisviden. Hvis vores traditionelle evidensbaserede praksis ikke anerkender en sådan inkarneret praksisevidens og ekskluderer den, medfører det at evidensbaseret sundhedsvidenskab lyser kropslig ekspertviden i band og ekskommunikerer denne ekspertise fra klinisk fysioterapeutisk praksis. Dette er i givet fald en alvorlig dualistisk og positivistisk fejlopfattelse.
Vi tager et eksempel på en konkret situation: en patient henvender sig med kroniske rygsmerter af svingende intensitet. I anamnesen indgår overbelastning over tid og en pludselig overbelastning. Patienten er behandlet hos fysioterapeut flere gange med midlertidig lindrende effekt. Behandling har bestået af øvelser, som han forsøger at lave dagligt, samt bløddelsbehandling, manipulation og mobilisering. I denne situation kan jeg vælge at fortsætte den udmærkede, men lidt trøstesløse behandling - eller at foretage et skift mod en mere bevidstgørende, ansvarspålæggende, selvforvaltende linje. I første tilfælde hjælper jeg pt med lindring og dermed bedre mulighed for, at mestre livsudfordringerne. Jeg kender metoderne og jeg kender det sandsynlige udkomme. Det er en ret tryg (men måske ikke særlig spændende) situation.
Og da jeg godt kan lide spænding forsøger jeg at bevæge mig over i alternativet, dvs. over i et felt hvor jeg kan støtte mig på andre cases og erfaringer - men grundlæggende lægger fra land uden egentlig at kende hverken mål eller kurs. Det er sammen med min patient, at jeg indgår i en opdagelsesrejse, hvor min rolle er at være rejseguide og rejsekammerat. Betoningen ligger på sammen med, for at illustrere, at jeg erkender, at et terapeutisk forløb er et samarbejde, hvor jeg som terapeut har erfaring og kendskab til det landskab vi bevæger os i, - og patienten har fuld autoritet på alt det der handler o
Gå til medietDet at være fysioterapeut i en praksis med patienter sætter os hver dag i utallige valgsituationer. En hel del af disse valg har afgørende betydning for fysioterapiprocessens videre forløb. Vi vil med denne artikel sætte fokus på diversiteten, arten og dybden af dilemmaer, og forsøge at følge konsekvenserne af nogle af de forskellige valg. Vi agter med denne artikel at gå udenfor det snævert fysioterapifaglige, for at se på hvordan fysioterapien agerer når den sættes i en filosofisk, samfundsfaglig og relationel ramme. Selvom vi til tider bevæger os i høje abstrakte lag, tilstræber vi at være helt konkrete og eksemplificere hvor vi kan.
Den person-centrede psykolog Carl Rogers (1) og fænomenologerne Knud Løgstrup (2) og Maurice Merleau-Ponty (3) samt Andersen og Martinsen (4) er alle af den overbevisning, at vores her-og-nu-orienterede samt præ-refleksive sansning og perception af vores kliniske praksis, nogle gange er mere valid, end en traditionel refleksiv klinisk ræsonnering og evidens, omkring samme kliniske praksis, er. Hermed antyder vi ikke at kritisk refleksiv tænkning og fortolkning omkring en specifik klinisk praksissituation før og efter situationen, er mindre central. Måske bør vi bare i stedet forstå fysioterapeutens sansning, perception og tænkning omkring den kliniske praksissituation, som én forenende modsætning og ikke som dualistiske og opsplittende modsætninger. Et sådant non-dualistisk inspireret klinisk praksisperspektiv integrerer disse modsætninger, og er i øvrigt foreneligt med Rogers, Løgstrup´s og Merleau-Ponty´s samt Andersen og Martinsens synspunkter angående videnskab.
Disse to forskellige kliniske ræsonneringsprocesser arbejder forhåbentligt sammen i klinisk praksis. Spørgsmålet er hvordan, hvis overhovedet. Fysioterapeuter har inkarnerede måder at sanse, percipere og processere kliniske informationer på og at træffe kliniske beslutninger på, som nogle gange er mere præcise end vore refleksive kognitive tankeprocesser er i stand til. Øberg et al (5) beskriver dette, som her-ognu-behandlingsorienterede kliniske aktioner, i modsætning til en traditionel refleksiv evidensbaseret praksis, hvor klinisk ræsonnering er guidet af en retrospektiv kognition, som gør denne praksis mere fragmenteret end her-og-nu-orienteret. Indenfor fænomenologien, er inkarneret evidens, en af flere slags evidensbaseret viden, og som sådan er en inkarnere evidens, i det mindste delvis, konstituerende for vores kliniske praksisviden. Hvis vores traditionelle evidensbaserede praksis ikke anerkender en sådan inkarneret praksisevidens og ekskluderer den, medfører det at evidensbaseret sundhedsvidenskab lyser kropslig ekspertviden i band og ekskommunikerer denne ekspertise fra klinisk fysioterapeutisk praksis. Dette er i givet fald en alvorlig dualistisk og positivistisk fejlopfattelse.
Vi tager et eksempel på en konkret situation: en patient henvender sig med kroniske rygsmerter af svingende intensitet. I anamnesen indgår overbelastning over tid og en pludselig overbelastning. Patienten er behandlet hos fysioterapeut flere gange med midlertidig lindrende effekt. Behandling har bestået af øvelser, som han forsøger at lave dagligt, samt bløddelsbehandling, manipulation og mobilisering. I denne situation kan jeg vælge at fortsætte den udmærkede, men lidt trøstesløse behandling - eller at foretage et skift mod en mere bevidstgørende, ansvarspålæggende, selvforvaltende linje. I første tilfælde hjælper jeg pt med lindring og dermed bedre mulighed for, at mestre livsudfordringerne. Jeg kender metoderne og jeg kender det sandsynlige udkomme. Det er en ret tryg (men måske ikke særlig spændende) situation.
Og da jeg godt kan lide spænding forsøger jeg at bevæge mig over i alternativet, dvs. over i et felt hvor jeg kan støtte mig på andre cases og erfaringer - men grundlæggende lægger fra land uden egentlig at kende hverken mål eller kurs. Det er sammen med min patient, at jeg indgår i en opdagelsesrejse, hvor min rolle er at være rejseguide og rejsekammerat. Betoningen ligger på sammen med, for at illustrere, at jeg erkender, at et terapeutisk forløb er et samarbejde, hvor jeg som terapeut har erfaring og kendskab til det landskab vi bevæger os i, - og patienten har fuld autoritet på alt det der handler o
