562-73
Hovedbudskap
Forståelse for retentionscementernes sammensætning og egenskaber er afgørende for valget af den bedst egnede cement i enhver given klinisk situation.
Plastcementer kan anvendes til alle restaureringstyper, men bør anvendes til cementering af lavstyrke keramiskrestaureringer, under forudsætning af tilstrækkelig tørlægning.
Glasionomercementer er et godt alternativ til cementering ved utilstrækkelig tørlægning, dog ikke egnet til lavstyrke keramiske restaureringer samt ej-retentive restaureringer.
Zinkfosfatcement må gerne anvendes til cementering af metalliske restaureringer, især ved subgingivale præparationer.
Valg af retentionscementer kan være udfordrende i betragtning af den konstante udvikling af såvel plastcementer som keramiske materialer til indirekte restaureringer. Denne oversigtsartikel fokuserer på de mest anvendte retentionscementer i tandlægepraksis med særlig vægt på cementernes sammensætning og egenskaber samt faktorer, der har indflydelse på cementernes kliniske indikation. Artiklen inkluderer adhæsive og non-adhæsive retentionscementer til både endelig og provisorisk cementering. Plastcementer inddeles efter deres polymerisationsreaktion og adhæsionsmekanisme til de hårde tandvæv, hvorimod glasionomercementer inddeles i vandbaserede og plastforstærkede udgaver. Blandt de non-adhæsive cementer er den velkendte zinkfosfatcement, der anvendes til endelig cementering, samt zinkoxidbaserede cementer til provisorisk cementering.
Valg af cement til indirekte restaureringer bør allerede overvejes i behandlingens planlægningsfase. Det er et godt udgangspunkt at vurdere, hvorvidt der kan anvendes en adhæsiv cement, som stiller krav til tørlægning, eller om arbejdsfeltet ligger i et område, hvor tilstrækkelig tørlægning sandsynligvis bliver umulig. Valget af retentionscement afhænger derudover af det valgte indirekte restaurerings- eller opbygningsmateriale, idet der skal tages hensyn til korrekt overfladebehandling af restaureringen og tanden.
Systematiske litteraturgennemgange baseret på minimum tre års kliniske studier rapporterer et årligt retentionssvigt på mellem 0,12-0,97 % for indirekte enkeltandsrestaureringer, dvs. kroner (), samt 0,42-1,28 % for indirekte flertandsrestaureringer, dvs. broer (). Ifølge forfatterne er retentionssvigt for zirconiumdioxidrestaureringer noget større end for restaureringer af andre materialer Disse er ikke alene en konsekvens af fejl ved enten valget af retentionscement eller ved selve cementeringsteknikken, men kan også skyldes fejl og mangler ved selve præparationen, f. eks. for stor konvergensvinkel eller lav kronehøjde uden ekstra retentionselementer (). Denne oversigtsartikel fokuserer ikke på faktorer, der har indflydelse på retention og stabilitet af de protetiske erstatninger, men i stedet på forskellige typer af retentionscement, på cementernes sammensætning og deres egenskaber (Tabel 1) med henblik på fastlæggelse af deres kliniske indikation (Tabel 2). Artiklen inkluderer både adhæsive og non-adhæsive retentionscementer, som er relevante i en nutidig tandlægepraksis.
Adhæsive cementer
Adhæsive cementer såsom plast- og glasionomercementer anvendes til endelig cementering af indirekte restaureringer, hvor der primært ønskes adhæsion til de hårde tandvæv. Disse cementer kan desuden adhærere til visse restaureringsmaterialer efter særlige overfladebehandlinger (4-6). Adhæsiv cementering kræver derfor som oftest forbehandling af både resttandsubstansen og restaureringen.
Plastcementer
De polymerbaserede plastcementer (norsk: resinsementer) kan anvendes til endelig cementering af alle typer restaureringer. Plastcementer består af monomerer, fyldstof, pigmenter, inhibitor og initiatorsystem. Initiatorsystemet danner frie radikaler, der reagerer med plastmonomererne, og dermed starter polymerisationsreaktionen (). Ifølge polymerisationsreaktionen kan plastcementerne inddeles i lys-, kemisk- eller dualhærdende.
Adhæsion af plastcementer til tanden kan enten opnås med et bindingssystem - hvor æts og skyl- eller selvætsende teknik anvendes eller uden adhæsiv og en såkaldt selvadhærerende plastcement. Desuden findes der på markedet «universelle» plastcementer, som beskrives senere i artiklen.
FAKTABOKS 1
Adhæsion af plastcement til restaureringsmateriale
Bindingsstyrken varierer afhængigt af det anvendte kommercielle produkt og af det restaureringsmateriale, der bindes til og viser generelt en tendens til at falde med tiden ().
Ud over binding til de hårde tandvæv binder plastcementer godt til porcelæn og glaskeramik. Porcelæn og glaskeramik skal forbehandles med 5 % flussyre og silan (alternativt en keramikprimer), inden plastcementen appliceres på indersiden af restaureringen for at sikre optimal binding (Fig. 1). Silan etablerer en kemisk forbindelse mellem porcelæn eller glaskeramik og plastcement ().
Binding til zirconiumdioxid og dentale legeringer kan også opnås (); her er overfladebehandlingen dog endnu mere kritisk, og der skal helst anvendes plastcementer, som indeholder funktionelle plastmonomerer. Indersiden af zirconiumdioxid- eller metalliske restaureringer skal sandblæses med 30-50 m korundpartikler inden cementering: Specielt for zirconiumdioxid er sandblæsning med lavt tryk (1-2 bar) nødvendigt for at undgå uønskede ændringer af keramikkens overflade.
Ud over god æstetik er plastcementerne kendetegnet ved gode mekaniske egenskaber, høj abrasionsresistens samt lav opløsningstendens som tilsammen giver god holdbarhed. Grundet plastcementernes mekaniske egenskaber kan disse udgøre et stabilt underlag for keramik og derfor forstærke restaureringer () fremstillet af lav- og mellemstærke keramiske materialer (som oftest glaskeramik og højtranslucent zirconiumdioxid), der ikke understøttes af et keramik- eller metalstel (). Til gengæld kræver plastcementer kontrol af arbejdsfeltet (,) i større eller mindre grad, alt efter deres sammensætning og den måde, hvorpå de reagerer med de hårde tandvæv.
FAKTABOKS 2
Efter indprøvning i munden
Porcelæns- og glaskeramikrestaureringer
Hvis tandteknikeren allerede har ætset porcelæns- eller glaskeramikrestaureringen og dermed skabt et ru relief, skal tandlægen rense restaureringens inderside efter indprøvning i munden. En kort ætsning med fosforsyre vil kunne fjerne den organiske kontaminering og sikre bedre vedhæftning af plastcementen. Derefter skylles restaureringen grundigt og tørlægges med ethanol inden applicering af silan eller keramikprimer.
Zirconiumdioxidrestaurering
Har tandteknikeren sandblæst restaureringen, skal dens indre overflade renses for organisk kontaminering efter indprøvning i munden. Selvom der kan anvendes ethanol til dette formål, bliver overfladen renere (11-13) ved anvendelse af et renseprodukt, der kan fjerne organisk materiale (f. eks. Ivoclean, KatanaTM Cleaner, ZirCleanTM, eller 5 % natriumhypochlorit).
Plastcementtyper inddelt efter polymerisationsreaktionen
Lyshærdende plastcementer indeholder et fotoinitiatorsystem, der skal aktiveres ved belysning. Derfor anvendes lyshærdende plastcementer ikke ved metalliske eller opake keramiske restaureringer, men til gengæld er de egnede til cementering af translucente porcelæns- og glaskeramikrestaureringer på fortænder. Ud over translucensen er forudsætningen for at anvende lyshærdende plastcement, at restaureringen er tynd og lys. Jo tykkere og mørkere den keramiske restaurering er, desto mere lys vil den absorbere, sprede eller reflektere, og dermed vil mindre lys kunne nå cementfilmen der således ikke vil opnå optimal polymerisation. Initiatorsystemet i lyshærdende plastcementer har traditionelt bestået af camphorquinon og en alifatisk tertiær amin. I de seneste år har man gennem introduktionen af nye fotoinitiatorer kunnet reducere eller endog eliminere mængden af amin, hvilket reducerer cementernes misfarvningstendens betydeligt
Blokerer restaureringen meget lys, skal plastcementens polymerisation sikres ved hjælp af kemisk initiering. Kemiskhærdende plastcementer kan derfor være et alternativ til cementering af zirconiumdioxid- og metalliske restaureringer, hvor lyset ikke når ind til cementlaget. Kemiskhærdende plastcementer leveres i to komponenter; den ene indeholder en redoxinitiator (ofte benzoylperoxid) og den ande
