Fontene forskning
17.12.2020
Lad mig indlede med at konstatere, at dette er en absolut læsevenlig bog.
Der er nemlig tale om interessante og velskrevne artikler - nogle med markante holdninger og ønske om at udtrykke dem, andre med bevidst videnskabelig neutralitet, hvilket jeg finder spændende og samtidig understreger videnskabelig diversitet. Dette krydres med sjove og lidt skæve titler på bogens fire hovedafsnit - og det er ikke værst, når der er tale om 17 kapitler og 370 sider. Dessuden fungerer de enkelte delers og kapitlers intro godt. Det giver sammenhæng i bogens fire dele og det forbereder læserne på kapitlerne på en fin måde.
Det betyder ikke, at alt er 'lutter lagkage', som vi siger på dansk - altså at 'alt er godt'. Bogen lider også under et kendt problem i antologier: manglende sammenhæng mellem kapitlerne og/eller til bogens tema. Ikke at bogen er usammenhængende, men at nogle kapitler og en af bogens fire dele stort set falder udenfor bogens ramme. Uden en meget skarp styring fra redaktionen og en række møder mellem forfattere, vil de fleste forfattere nemt blive overvældet af egne interesser og budskaber, som ikke altid passer til antologiernes tema. Og det sker også her. Men det vender jeg tilbage til.
LØDEMEL OG KJØRSTAD lægger bramfrit og befriende ud med et kapitel hver, hvori de dels ridser det sociale arbejde og socialpolitikkens historie op, dels fremdrager de mange dilemmaer, der eksisterer i forholdet mellem socialt arbejde og socialpolitik. Der er stærke meninger bag begge forfatteres beskrivelser og analyser - Kjørstads kapitel kan på visse områder nærmest få karakter af et manifest eller opråb - og det er en forløsende indledning til bogen. Dog kan det undre at Lødemels historiske gennemgang stort set udelader den central-europæiske udvikling og påvirkning - eksempelvis personificeret gennem Alice Salomon. Desuden er gensidig påvirkning til og fra Sverige og Danmark ikke medtaget, selvom socialt arbejde i de tre lande har påvirket hinanden temmelig meget. Og bom - i tredje kapitel fortæller Jenssen så, at han vil tilgå sine analyser så nøgternt som muligt. Selvom man som læser måske animeres mere af startkapitlernes meningstilkendegivende analyser, så er det godt at forfatterne og redaktørerne er åbne for denne forskellighed. Johansens kapitel om 'Skøn i barnevernet' er både interessant og vigtigt, men jeg har vanskeligt ved at se det som led i bogens første del og endda som led i boge
Les opprinnelig artikkelDet betyder ikke, at alt er 'lutter lagkage', som vi siger på dansk - altså at 'alt er godt'. Bogen lider også under et kendt problem i antologier: manglende sammenhæng mellem kapitlerne og/eller til bogens tema. Ikke at bogen er usammenhængende, men at nogle kapitler og en af bogens fire dele stort set falder udenfor bogens ramme. Uden en meget skarp styring fra redaktionen og en række møder mellem forfattere, vil de fleste forfattere nemt blive overvældet af egne interesser og budskaber, som ikke altid passer til antologiernes tema. Og det sker også her. Men det vender jeg tilbage til.
LØDEMEL OG KJØRSTAD lægger bramfrit og befriende ud med et kapitel hver, hvori de dels ridser det sociale arbejde og socialpolitikkens historie op, dels fremdrager de mange dilemmaer, der eksisterer i forholdet mellem socialt arbejde og socialpolitik. Der er stærke meninger bag begge forfatteres beskrivelser og analyser - Kjørstads kapitel kan på visse områder nærmest få karakter af et manifest eller opråb - og det er en forløsende indledning til bogen. Dog kan det undre at Lødemels historiske gennemgang stort set udelader den central-europæiske udvikling og påvirkning - eksempelvis personificeret gennem Alice Salomon. Desuden er gensidig påvirkning til og fra Sverige og Danmark ikke medtaget, selvom socialt arbejde i de tre lande har påvirket hinanden temmelig meget. Og bom - i tredje kapitel fortæller Jenssen så, at han vil tilgå sine analyser så nøgternt som muligt. Selvom man som læser måske animeres mere af startkapitlernes meningstilkendegivende analyser, så er det godt at forfatterne og redaktørerne er åbne for denne forskellighed. Johansens kapitel om 'Skøn i barnevernet' er både interessant og vigtigt, men jeg har vanskeligt ved at se det som led i bogens første del og endda som led i boge
