Odd Carsten Koldsland
Førsteamanuensis, specialtandlæge, ph.d. Department of Periodontology, Institute of Clinical Dentistry, Faculty of Dentistry, University of Oslo, Norway
Christian Damgaard
Forskningsområdeleder, lektor, ph.d. Sektion for Oral Biologi og Immunpatologi, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Andreas Stavropoulos
Professor, dr.odont. Division of Regenerative Dentistry and Periodontology, CUMD, University of Geneva, Geneva, Switzerland og Department of Periodontology, Faculty of Odontology, Malmö University, Malmö, Sweden
Klinisk relevans
Det er nødvendigt for klinikeren at kende til de muligheder og begrænsninger, der findes inden for behandling af periimplantitis. Denne artikel gennemgår nogle af de overvejelser, man må gøre sig, når man skal behandle sygdomsramte implantater.
Periimplantitis er en plakassocieret sygdom i vævene omkring tandimplantater og er karakteriseret ved progressivt tab af knoglevæv omkring implantatet. Læsionerne ved periimplantitis er ofte større og progredierer hurtigere end læsioner ved parodontitis. Det progressive knogletab omkring implantater påvirkes af en række faktorer som fx plak, samtidig parodontal sygdom og almen sundhedstilstand. Der er ingen dokumenteret standardbehandling for periimplantitis, men man kan med fordel følge en behandlingsplan med samme elementer som ved behandling af parodontitis: Undersøgelse med henblik på at udrede de underliggende årsager til sygdommen, nonkirurgisk behandling, kirurgisk behandling og støttebehandling. Der er forskellige redskaber til brug ved nonkirurgisk behandling, men det er nødvendigt i hvert enkelt tilfælde at vurdere, hvor tilgængelige implantatoverfladerne er. Kirurgisk behandling sigter primært på at skabe bedre adgang til de kontaminerede implantatoverflader og dermed muliggøre effektiv fjernelse af biofilm. Der må tages stilling til, hvorvidt det kirurgiske indgreb skal være resektivt, genopbyggende eller en kombination af disse to. Man må ligeledes overveje, hvordan overfladerne skal dekontamineres. Efter den kirurgiske behandling skal patienterne indgå i et vedligeholdelsesprogram med henblik på at holde implantaterne sygdomsfri.
Implantbehandling vinder stadigt større indpas i forbindelse med erstatning af manglende tænder. Implanter har høj overlevelsesrate på længere sigt (â 10 år); men behandlingssuccesen er ikke på samme niveau som overlevelsen, da implantater og implantatbårne rekonstruktioner under funktionen kan udvikle mekaniske og biologiske komplikationer. De biologiske komplikationer skyldes hovedsageligt ophobning af plak, og den fremherskende tilstand er periimplantitis [1].
Periimplantitis er en plakassocieret sygdom i de periimplantære væv og er karakteriseret ved fremadskridende tab af knoglestøtte omkring implantater [2].
Ætiologi og patogenese
Den inflammatoriske læsion ved periimplantitis indeholder flere neutrofile granulocytter og en større andel af B-lymfocytter end læsionerne ved periimplantær mucositis [3]. Ligesom ved parodontitis domineres læsionerne ved periimplantitis af plasmaceller og lymfocytter [4][5].
Læsionerne ved periimplantitis er typisk dobbelt så store som læsionerne ved parodontitis, og de indeholder også signifikant flere inflammationsceller [7] (Figur 1). Endvidere ses ved periimplantitislæsioner en højere tæthed af vaskulære strukturer uden for og lateralt for celleinfiltratet [7].
I en klinisk sammenhæng kan det være vanskeligt at afgøre, hvilken pochedybde der er forenelig med sunde forhold omkring et implantat. Diagnoserne periimplantær sundhed, periimplantær mucositis og periimplantitis afhænger således af en række kliniske parametre, som må overvejes [8].
Progressivt tab af knoglestøtte omkring implantater påvirkes af en række lokale og systemiske faktorer.
Lokale risikoindikatorer
Der findes ikke noget standardimplantat, og der er mange forskellige udformninger af implantater med forskellige overfladeegenskaber og forskellige protokoller for indsættelse og belastning, som alle kan på-virke osseointegrationen og knoglestabiliteten efter implantatindsættelsen [8]. Det er vigtigt at forstå, at den eksisterende videnskabelige litteratur om forskellige aspekter af implantatbehandling kun gælder for de producenter, der har prioriteret at følge op på deres produkter med fagfællebedømt forskning. Faktisk er der ingen litteratur, der kan understøtte, at implantater kan sammenlignes på tværs af fabrikater, når det drejer sig om biologiske egenskaber som fx risiko for udvikling af periimplantitis. Det er derfor klinike-rens ansvar ikke at vælge implantater ud fra økonomiske motiver.
Implantater, der er indsat under suboptimale forhold, har ofte forøget forekomst af periimplantitis. Der er nogen evidens for at knytte periimplantitis til faktorer som cementrester i pochen efter cementering af suprastrukturen og fejlplacering af implantatet, som vanskeliggør sufficient mundhygiejne og professionel vedligeholdelse af implantatet og dermed fører til akkumulation af plak [8] (Figur 2). Patienter med dårlig mundhygiejne (plakindeks 20 %) har forøget risiko for udvikling af periimplantitis [9]. Patienter med pa-rodontitis har ligeledes forøget risiko for udvikling af periimplantitis [8].
Retraktion af den periimplantære mucosa hænger sammen med fejlplacering af implantatet, manglende bukkal knogle ved implantatindsættelsen, tynd gingival fænotype, manglende keratiniseret væv, reduceret fæsteniveau på nabotænderne samt kirurgiske traumer, især i relation til sårheling [10].Lokale risikoindikatorer
Systemiske faktorer
Patienter, der ikke følger et regelmæssigt kontrol- og støtteprogram efter implantatbehandling, har for-øget risiko for at udvikle periimplantitis [8].
Rygning og diabetes påvirker det inflammatoriske respons mod den plak, der dannes i den periimplantære sulcus, hvorved den inflammatoriske læsion på sigt kan udvikle sig fra periimplantær mucositis til peri-implantitis; men det er ikke afklaret, om rygning og diabetes er uafhængige risikofaktorer for periimplan-titis [8].
Nonkirurgisk behandling af periimplantitis
Hovedformålet med behandling af periimplantære sygdomme er at opnå kontrol med inflammationen. Der er ikke nogen standardbehandling af periimplantitis. Forskellige behandlingsprotokoller har været foreslået, men ingen har vundet universel anerkendelse [11]. Da de underliggende forhold, der fører til periimplantær inflammation, kan være komplekse og multifaktorielle, h
