Fagpressenytt

På vægmalerier fra det gamle Egypten og krukkeudsmykninger fra oldtidens Grækenland kan man se, at palpation også dengang blev anvendt i diagnostikken. Palpation som diagnostisk værktøj anvendes også i dag, men metoden er svært subjektiv og har begrænset anvendelighed ved dybtliggende struktu-rer. Ultralydselastografi er ligesom pal-pation i stand til at vurdere hårdheden af forskellige væv, men i modsætning til palpation kan ultralydselastografi anvendes på dybtliggende strukturer (1) og har desuden en god reproducer-barhed (2-4).
Metoden er non-invasiv og bruges bl.a. til at diagnosticere tumorer. Typisk er maligne tumorer hårdere end benigne tumorer og hårdere end normalt, raskt væv. Ved hjælp af elastografi er det muligt, at skelne maligne fra benigne for-andringer, og i nogle tilfælde vil man ved hjælp af elastografi kunne undgå biopsi af oplagt benigne forandringer (5).
I dag anvendes ultralydselastografi indenfor diagnostik af fokale læsioner i brystvæv, prostata, lymfekirtler, bug-spyt-, og skjoldbruskkirtel. Desuden kan elastografi anvendes til vurdering af leverstivhed hos cirrhosepatienter. De fleste nyere ultralydsapparater giver mulighed for at udføre elastografi, og da det diagnostiske potentiale ikke er fuldt afklaret endnu, foretages i disse år en del kliniske studier indenfor ultralydselastografi.

Teknik
Ultralydselastografi anvendes til at vurdere vævets elasticitet. Ved alle former for elastografi udsættes vævet for et eksternt appliceret tryk, hvormed vævet deformeres. Elasticiteten af vævet er udtrykt ved ligningen: Y= stress/strain, hvor Y (Young's modulus) er et udtryk for vævselasticiteten, Stress er den eksternt applicerede kraft og Strain er deformeringen af vævet.
Der findes overordnet tre typer af elastografi kaldet henholdsvis: Strain-elastografi (SE), transient-elastografi (TE) og shearwave-elastografi (SWE).
Strain-elastografi
Ved SE påføres vævet ekstern, manuel kompression ved hjælp af ultralydstransduceren, som forårsager en deforme-ring af vævet. Hårdt væv deformeres mindre end blødt væv. Vævets defor-mering beregnes i realtid ved hjælp af en ultralydsapplikation og vises som et farveelastografibillede henover det konventionelle ultralyds B-modebillede. Da graden af kompression ikke kan måles direkte, opnås en relativ afbildning af vævets elasticitet. Den relative vævs-stivhed afbildes på en farveskala fra blå (hårdt væv) over grøn til gul og slutteligt rød (blødt væv).
Farveelastogrammet kan enten vur-deres vha. af en visuel skala (6-8) eller ved hjælp af "Regions of Interest" (ROI), hvor deformeringen af patologisk og raskt væv sammenlignes og der opnås en semi-kvantitativ strain-ratio (9).
Metoden anvendes primært ved diagnostik af mammae- og thyroideatumorer og ved vurdering af lymfeknuder. Indenfor de muskuloskeletale lidelser, prostata-cancer og levermetastaser er metodens anvendelighed endnu ikke afklaret.

Shearwave elastografi
Ved SWE anvendes udbredelsen af transversalbølger til at vurdere elasti-citeten af vævet. Transversalbølgerne opstår vinkelret på en akustisk push puls, der udsendes via UL-transduceren, hvorefter hastigheden af transversal-bølgerne kan måles. Hastigheden af transversalbølgerne er proportional med vævselasticiteten (Y). Da push pulsens frekvens og amplitude er kendt, kan vævets elasticitet kvantificeres direkte. Resultatet er en lokal måling at vævets elasticitet. Operatøren kan placeres en ROI ved hjælp af B-modebilledet. Måleen-heden er typisk m/sek, hvor hastigheden øges med kvadratet af vævsstivheden. Som ved strain elastografi er det også muligt at opnå farvebilleder med shearwave-elastografi, men man skal her være opmærksom på, at farveskalaen typisk er omvendt i forhold t