Klinisk relevans
Hvordan ser tænderne ud i en befolkning, der ikke har adgang til sukker, mel eller frugt, men spiser store mængder skyr, klipfisk og tørret kød, drikker valle til og desuden lever i et miljø, der er forurenet af vulkansk aske? Få svaret i denne artikel, der giver et indblik i levevilkårene og tandsundheden i Island i middelalderen.
De islandske sagaer er en vigtig kilde til oplysning om dagliglivet i Island og sikkert også i andre nordiske lande for 1 000 år siden. Skeletrester kan give et indblik i fortidige befolkningers tandsundhed, og nærmere undersøgelse af tænder og kæber kan kaste lys over tidligere generationers levevilkår, tandsundhed og almene sundhedstilstand. De vigtigste odontologiske tilstande, som man i den forbindelse fokuserer på, er tandtab ante mortem, apikale abscesser, caries, marginalt knogletab og okklusalt tandslid (). Observation af tandslid er en af de hyppigst anvendte metoder til aldersbedømmelse i arkæologiske skeletmaterialer. Dette skyldes, at tænderne meget ofte er til stede i arkæologiske fund, og at dentale slidmønstre er relativt lette at observere og beskrive ().
Denne artikel omhandler følgende emner: Tandtab ante mortem, caries, tandslid, tori i kæbeknoglerne og parodontal status. Ved gennemgang af faglitteraturen er det muligt at vurdere, om resultaterne er i overensstemmelse med vore egne fund.
Vi har undersøgt tænder og kraniemateriale fra arkæologiske udgravninger af bebyggelsen Skeljastadir, som ligger i dalen Thjorsardalur i det sydlige Island, ca. 15 km nordvest for vulkanen Hekla, hvor 66 skeletter blev udgravet fra en gammel gravplads (). Den kronologiske datering af materialet er baseret på analyse af vulkansk aske fra Heklas udbrud i 1104, som udslettede alle bebyggelser i Thjorsardalur ().
Formålet med undersøgelsen var at vurdere tandsundheden i Island i middelalderen. Der blev foretaget søgning i flere databaser, Medline/PubMed, Web of Science, Crossref og Google Scholar. De fleste informationer blev dog fundet i vores private samling, der indeholder et stort antal videnskabelige artikler, afhandlinger og bøger om tandsundheden i middelalderens Island.
Metoder
Tandsundheden i Island i middelalderen er kun i meget begrænset omfang undersøgt af forskere med odontologisk baggrund, og der er kun publiceret få artikler i velanskrevne internationale tidsskrifter. De artikler, afhandlinger og bøger, vi har indsamlet til belysning af middelalderislændinges tandsundhed, er for størstedelens vedkommende forfattet af antropologer og arkæologer.
Levealder
Levealderen var ikke høj i Island i middelalderen. I materialet fra Skeljastadir døde 78,5% af befolkningen mellem 26- og 45-årsalderen, mens 11,8% var ældre og 9,8% yngre ().
Tandtab ante mortem
I Skeljastadir-materialet blev der fundet 1.001 tænder in situ, 95 tænder var mistet ante mortem, 281 tænder var mistet post mortem, og 225 tænder manglede uden nærmere oplysning. Tandtabet ante mortem lå mellem en og 13 pr. kranie ().
Caries - Middelalderen, Island Figur 1. Der blev kun fundet få tilfælde af caries eller carieslignende læsioner i middelalderens Island. Sagsnummer [thorn ]51, 26-35-årig kvinde, Skeljastadir.
Tandslid Figur 2. Der ses dannelse af sekundær dentin i 6-, mens -6 har voldsomt slid med pulpakomplikation.
Caries
Ifølge tilgængelige undersøgelser var caries et nærmest ukendt fænomen i Island i middelalderen Richter og Eliasson fandt kun ganske få tilfælde af caries eller carieslignende læsioner i materialet fra Skeljastadir, og disse er de ældste beskrevne tilfælde af caries i Island () (figur 1). Steffensen, som var den første, der undersøgte materialet, rapporterede ikke om fund af caries (), Sigtryggsson angav at have fundet «carieslignende læsioner» i fem ikke nærmere beskrevne tænder (). Gestsdottir, som foretog en palæopatologisk undersøgelse af Skeljastadir-materialet, fandt fem specificerede tilfælde af okklusal caries; men efter nærmere undersøgelse konkluderede hun, at der i ingen af tilfældene var tale om caries, men derimod om kraftigt slid med pulpakomplikation og endodontisk-parodontale læsioner ().
Prævalensen af caries var på den tid meget lavere i Island end i det sydlige Europa, hvor der var lettere adgang til sukker fra grønsager og frugt (). Den kraftige stigning i cariesforekomsten, der kunne iagttages i den vestlige verden omkring år 1000 e.Kr. skyldtes øget dyrkning af sukkerrør. I Island skete der en ændring i kostvanerne i sidste halvdel af 1800-tallet, formentlig som følge af import af bl.a. raffineret sukker hvorefter caries blev en folkesygdom.
Pulpaeksponering - Apikal absces Figur 3. A: Stigende tandslid med længere funktionstid. Der ses pulpaeksponering i 6+. B: Apikal absces på 6+ som følge af tandslid.
Tandslid
Tandslid forekommer i arkæologisk materiale fra Island såvel som fra det meste af den øvrige verden. Sliddet er som regel betydeligt mere omfattende end i nutidige befolkninger. Kosten var mere grov, rå og uforarbejdet, og det resulterede i kraftigt okklusalt slid, som gradvis øgedes med alderen Som regel er sliddet mest udtalt på molarerne, hvor det starter i emaljen og gradvis breder sig ned i dentinen. Selv om sliddet nåede godt ind i dentinen, synes tænder


































































































