Ambivalent forhold til kjønn
Spørsmålet viser en interessant ambivalens i kristendommens forhold til kjønn: Ingen var vel i tvil om at kirken og teologien var mannsdominert. Men var det ikke likevel slik at det var noe «kvinnelig» over kristentroen?
Skovgaard-Pedersen mobiliserer både skriften og historien for å vise at menn ikke burde skamme seg over kristennavnet: «alle de bibelske Forfattere var Mænd. Vilde det dog ikke være mærkverdigt, om Bibelen () ikke passede for Mænd, naar det dog er en Kjændsgjærning, at den Bog, hvori Guds Aabenbaring gjennem Tiderne er skrevet ned, og som derfor er Standard baade for kristeligt Liv og Lære, er forfattet af Mænd - og kun af Mænd?».
Kjønnsmaktens avtrykk er ikke mindre tydelig på den religiøse arenaen, enn på andre samfunnsområder. Snarere tvert imot.
Også «Psykologiens Vidnesbyrd» mønstrer Skovgaard-Pedersen på mennenes side for kristendommen - eller omvendt. «Mænd er mere sælvstendigt tænkende end Kvinder. Kvinder viser seg ved alle Slags psykologiske forsøg at have lettere ved at bøje sig for det vedtagne, for Moder og Omgivelser; at have større Evne til at tilegne sig et givet Stof og tilpasse sig derefter, og at være mere afhængige af forbilleder.»
Dette kunne jo få noen til å mene at kristendommen egner seg best for kvinner «thi Kristendom er jo efter sit Værsen Afhængighed»? Nei, dette er en feilslutning, sier Skovgaard-Pedersen: «Thi ved at gjennemtrænges af Troens Afhængheds
