Klinisk relevans
Kraftigt tandslid kan være fysiologisk, hvor restorativ behandling ikke er nødvendigt, men også patologisk, hvor omfattende behandling er indiceret. Patientens alder, sliddets ætiologi og progression samt patientens symptomer og ønsker er afgørende for behandlingsvalg. Før restorativ behandling påbegyndes, må der rådgives om forebyggende tiltag fremadrettet, og et informeret patientsamtykke bør hvile på grundig information om forskellige behandlingsmuligheder og deres holdbarhed. Tandsubstans, pulpa og parodontium beskyttes bedst ved at anvende tandbevarende minimalt invasive tiltag, som kan omfatte direkte, indirekte eller hybride teknikker frem for traditionelle indirekte restaureringer med omfattende præparation i sundt tandvæv.
Tandslid og behandlingen heraf frembyder for øjeblikket nye udfordringer indenfor odontologien (). Som forudset er udbredelsen af tandslid tiltagende, især blandt børn og unge Epidemiologiske undersøgelser har vist en forekomst af slid forårsaget af tanderosion på børn og unges permanente tandsæt på 30 «Alvorligt tandslid», en tilstand med varierende definitioner i litteraturen (), er fundet hos 25 % i en population af 15-årige (). En anden undersøgelse viste en forekomst på 3 % hos de 20-årige med eksponeret dentin og 15 % hos de 70-årige (). Et nyere studie af en voksenpopulation i Holland afslørede, at mildt til moderat tandslid er en almindelig forekommende tilstand med en prævalens og et omfang, der tiltager med alderen (). Nogle patienter med alvorligt tandslid kan tilhøre en særlig risikogruppe, fx patienter med refluksrelaterede symptomer (). Sliddets ætiologi er som regel multifaktoriel og omfatter effekterne af erosion, abrasion og attrition
Patienter med alvorligt tandslid kan have behov for omfattende restorativ behandling med fx fuld rehabilitering og bidhævning Mulighederne og omfanget af sådanne behandlinger samt tilrettelæggelsen for patienten er normalt udfordrende og tidskrævende. Generelt er der i de restorative behandlingsmuligheder sket et skift hen imod mindre invasive tiltag. Disse har dog ofte en tendens til at være lige så komplekse og krævende som de konventionelle behandlinger. Fortsat vil der i nogle tilfælde være behov for de konventionelle behandlinger, men de minimalt invasive tiltag bør være førstevalg.
Formålet med denne artikel er kritisk at tage bestik af de forskellige synspunkter og restorative behandlingsmuligheder, der findes for behandling af patienter med alvorligt tandslid. Intentionen er at fremkomme med bedst mulige evidensbaserede guidelines om kriterier, der hjælper med til at afgøre, om et behandlingsprogram skal startes, samt at vejlede om de mest effektive og nyeste «state of the art»-tiltag for håndtering af forskellige grader af denne komplekse multifaktorielle tilstand. Endelig forsøger artiklen at afdække de mangler, der er i den eksisterende viden og forståelse samt at komme med forslag til videre forskning inden for området.
Fysiologisk eller patologisk? Det er spørgsmålet!
Tandslid er et aldersrelateret fænomen (). Tænderne fortsætter i funktion livet igennem, hvor de udsættes for erosion, attrition og abrasion, og der vil forekomme meget varierende grader af både tabt tandoverflade og forandringer i selve tandoverfladerne. Data om det almindelige (fysiologiske) slid af emaljen på okklusalflader i det permanente tandsæt er begrænsede, men et årligt slid på ca. 15 m for præmolarer og 29 m for molarer er rapporteret (). Andre data har vist, at den gennemsnitlige kronehøjde for overkæbeincisiver reduceres fra ca. 12 mm i 10-års alderen til 11 mm i 70-års alderen, hvilket betyder en reduktion på ca. 1 mm (1.000 m) på 60 år (). Underkæbeincisiver blev i det samme tidsinterval reduceret fra ca. 9,5 mm til 8 mm med en gennemsnitlig reduktion på 1,5 mm (1.500 m). Ved at sammenholde resultaterne fra disse undersøgelser fremgår det, at over et tidsspand på 60 år slides molarerne mest (1.740 m), fulgt af underkæbeincisiver (1.460 m), overkæbeincisiver (1.010 m) og præmolarer (900 m). I Ray et al.s undersøgelse () udviste kvinder og mænd det samme slid af incisiver, mens der i de fleste andre studier er fundet en kønsforskel (), hvor mænd har et større slid end kvinder.
Patologisk tandslid er vanskeligt at måle og definere og har ofte været beskrevet som et uacceptabelt niveau af tiltagende slid (20 - 22). Det fortolkes normalt som en grad af tandslid, der er så alvorligt, at det kan føre til følsomhed, være kompromitterende for tændernes udseende og give funktionelle problemer. Patologisk tandslid forekommer i mange forskellige former som resultat af forskellige kombinationer af slidprocesser med forskelligartede kendetegn, symptomer og konsekvenser. Longitudinelle data (12 måneder) fra en kohorte på 70 deltagere med alvorligt tandslid viste i de fleste tilfælde en progressionsrate på under 15 m, men for nogle, især dem med refluksrelaterede symptomer, oversteg sliddet 100 m på seks måneder (). Denne undersøgelse indikerer, at tandslid finder sted i faser, hvor perioder med større slid veksler med perioder med mindre slid, men at forebyggelse er fornuftigt i alle stadier af tilstanden. Det er derfor af allerstørste vigtighed, at «state of the art»-diagnostiske procedurer altid følges ().
Adskillige indices er blevet anvendt som indikator for vurdering af omfang og alvorlighed af tandslid Sådanne indices kan også tjene som indikator for behandlingsbehov, specielt hvis en serie af scores fundet ved gentagne tandlægebesøg bekræfter, at sliddet er fremskridende. En enkelt index-score eller grad kan hjælpe med til at sætte tal på omfanget og alvorligheden af sliddet, men det er kun et øjebliksbillede af, hvad der typisk er en dynamisk tilstand. En patient kan blive tildelt den højeste index-score eller grad uden at have behov for eller være egnet til restorativ behandling på det pågældende tidspunkt. Fx peger næsten alle prævalensstudier omkring tandslid på, at en forholdsvis lille del af specielt unge patienter (2 - 10 %) med relativt stort tandslid kunne være kvalificerede til betegnelsen «patologiske», uden dog at konkludere, at alle disse patienter straks burde indgå i et restorativt behandlingsforløb.
Faktaboks 1
Definition af svært tandslid
Tandslid med omfattende tab af tandsubstans, med eksponering af dentin og betydeligt tab (1/3) af den kliniske krone.
Definition af patologisk tandslid
Atypisk tandslid for patientens alder, som medfører smerter eller ubehag, funktionelle problemer eller forringet æstetik, som - hvis det fortsætter - kan give anledning til uønskede komplikationer af stigende kompleksitet.
Alvorligt tandslid eller patologisk tandslid?
For at undgå forvirr
