Allergi i Praksis
06.11.2017
Astma er en af de mest prævalente kroniske sygdomme på verdensplan, som typisk diagnosticeres i børne- og ungdomsårene.
I Skandinavien ligger prævalensen på omkring 10 % og har været stigende de sidste 30 år (1). Mange astmatikere lever med luftvejssymptomer og behov for medicin hele livet. Astma kan dog også debutere sent i voksenlivet, i nogle tilfælde som re-debut, hvor der har været symptomfrihed i teenageårene.
Astma er defineret ud fra patientens sygehistorie med luftvejssymptomer såsom hvæsende og pibende vejrtrækning, samt åndenød og hoste. Symptomerne er typisk varierende over tid og kan forekomme i hvile, samt i forbindelse med fysisk aktivitet. Astma skal diagnosticeres objektivt ved påvisning af varierende lungefunktion: peak-flow døgnvariation, forbedring af lungefunktionen efter beta2-agonister eller tegn på bronkial hyperreaktivitet.
Astmatiske luftveje er ofte overfølsomme over for fysisk anstrengelse, allergener, ændringer i vejrforhold og virale infektioner i luftvejene, som kan give opblussende symptomer. Patofysiologisk er astma kendetegnet ved bronkokonstriktion, fortykkelse af glatmuskulaturen i luftvejene og øget dannelse af slim.
Symptomerne ved astma kan forebygges med medicinsk behandling. Medicintype og dosis vælges i henhold til GINA guidelines, herunder brugen af glukokortikoid, leukotrienreceptorantagonister, antikolinergika og beta2-agonister. På trods af medicinsk behandling kan astmatikere imidlertid fortsat opleve exacerbationer og i Danmark indlægges ca. 1500 patienter årligt til behandling af akut exacerbation, hvor supplerende medicinsk behandling kan være livreddende.
Astma og fysisk anstrengelse
Da fysisk anstrengelse er blandt de faktorer som kan føre til forværring af astmasymptomer, kan deltagelse i træning og idræt være en udfordring for mange astmapatienter. Op mod 2/3 af astmatikere oplever forbigående bronkokonstriktion under og efter fysisk anstrengelse (2, 3) Dette betegnes i litteraturen oftest som exercise-induced asthma (EIA) eller exercise-induced bronchoconstriction (EIB) (4). Nogle atleter har klassisk eosinofil astma, mens en større gruppe af atleter, især udholdenhedsatleter, har høj prævalens af neutrofil astma. Det er derfor foreslået, at astma hos eliteatleter er af neutrofil fænotype. Den præcise patofysiologi bag dette forskes der fortsat i, men øget ventilation under anstrengelse og udtørring af luftvejene er foreslået som udløsende faktorer for exerciseinduced asthma (5).
Astma behøver imidlertid ikke at være en begrænsende faktor ved sport på højt niveau. Via information om træning og medicinsk behandling kan langt de fleste opnå god astmakontrol. Ved OL i 2008 anvendte 15-20 % af udøverne inden for cykling og svømning beta2-agonister til behandling af astma. I disse sportsgrene gik 1/3 af de vundne medaljer, i de individuelle discipliner, til atleter med kendt astma og tilladt brug af beta2-agonister (6) the International Olympic Committee's Independent Asthma Panel required testing to justify the use of inhaled beta-2 agonists (IBAs. Dette viser, at astma ikke behøver at være en begrænsning ved eliteidræt, men har samtidigt bidraget til diskussionen om doping og præstationsfremmende effekter af beta2-agonister.
Astma behandling (GINA)
Velkontrolleret astma defineres, i henhold til internationale guidelines (GINA), som få eller ingen astmasymptomer, herunder ingen eller lidt begrænsning i fysisk aktivitet.
Astmakontrol vurderes ud fra spørgsmål om symptomer og brugen af medicin. Ud fra dette opstartes og justeres patientens behandling svarende til 5 behandlingstrin. Målet er at opnå kontrol med symptomer og at sænke risikoen for exacerbation, skade på luftvejene og bivirkninger til medicineringen.
I henhold til GINA indgår beta2agonister som en essentiel del af behandlingen. Ved laveste behandlingstrin, trin 1, kan behandling af astmasymptomer ofte klares alene ved brugen af hurtigvirkende beta2-agonister ved behov. Ved øvrige behandlingstrin, trin 2-5, er der behov for tillæg af fast glukokortikoid eller anden fast behandling til kontrol af symptomer. Ved alle behandlingstrin anbefales det, at patienten udstyres med hurtigvirkende beta2agonist til anfaldsbehandling. Beta2agonister indgår således som
Gå til medietAstma er defineret ud fra patientens sygehistorie med luftvejssymptomer såsom hvæsende og pibende vejrtrækning, samt åndenød og hoste. Symptomerne er typisk varierende over tid og kan forekomme i hvile, samt i forbindelse med fysisk aktivitet. Astma skal diagnosticeres objektivt ved påvisning af varierende lungefunktion: peak-flow døgnvariation, forbedring af lungefunktionen efter beta2-agonister eller tegn på bronkial hyperreaktivitet.
Astmatiske luftveje er ofte overfølsomme over for fysisk anstrengelse, allergener, ændringer i vejrforhold og virale infektioner i luftvejene, som kan give opblussende symptomer. Patofysiologisk er astma kendetegnet ved bronkokonstriktion, fortykkelse af glatmuskulaturen i luftvejene og øget dannelse af slim.
Symptomerne ved astma kan forebygges med medicinsk behandling. Medicintype og dosis vælges i henhold til GINA guidelines, herunder brugen af glukokortikoid, leukotrienreceptorantagonister, antikolinergika og beta2-agonister. På trods af medicinsk behandling kan astmatikere imidlertid fortsat opleve exacerbationer og i Danmark indlægges ca. 1500 patienter årligt til behandling af akut exacerbation, hvor supplerende medicinsk behandling kan være livreddende.
Astma og fysisk anstrengelse
Da fysisk anstrengelse er blandt de faktorer som kan føre til forværring af astmasymptomer, kan deltagelse i træning og idræt være en udfordring for mange astmapatienter. Op mod 2/3 af astmatikere oplever forbigående bronkokonstriktion under og efter fysisk anstrengelse (2, 3) Dette betegnes i litteraturen oftest som exercise-induced asthma (EIA) eller exercise-induced bronchoconstriction (EIB) (4). Nogle atleter har klassisk eosinofil astma, mens en større gruppe af atleter, især udholdenhedsatleter, har høj prævalens af neutrofil astma. Det er derfor foreslået, at astma hos eliteatleter er af neutrofil fænotype. Den præcise patofysiologi bag dette forskes der fortsat i, men øget ventilation under anstrengelse og udtørring af luftvejene er foreslået som udløsende faktorer for exerciseinduced asthma (5).
Astma behøver imidlertid ikke at være en begrænsende faktor ved sport på højt niveau. Via information om træning og medicinsk behandling kan langt de fleste opnå god astmakontrol. Ved OL i 2008 anvendte 15-20 % af udøverne inden for cykling og svømning beta2-agonister til behandling af astma. I disse sportsgrene gik 1/3 af de vundne medaljer, i de individuelle discipliner, til atleter med kendt astma og tilladt brug af beta2-agonister (6) the International Olympic Committee's Independent Asthma Panel required testing to justify the use of inhaled beta-2 agonists (IBAs. Dette viser, at astma ikke behøver at være en begrænsning ved eliteidræt, men har samtidigt bidraget til diskussionen om doping og præstationsfremmende effekter af beta2-agonister.
Astma behandling (GINA)
Velkontrolleret astma defineres, i henhold til internationale guidelines (GINA), som få eller ingen astmasymptomer, herunder ingen eller lidt begrænsning i fysisk aktivitet.
Astmakontrol vurderes ud fra spørgsmål om symptomer og brugen af medicin. Ud fra dette opstartes og justeres patientens behandling svarende til 5 behandlingstrin. Målet er at opnå kontrol med symptomer og at sænke risikoen for exacerbation, skade på luftvejene og bivirkninger til medicineringen.
I henhold til GINA indgår beta2agonister som en essentiel del af behandlingen. Ved laveste behandlingstrin, trin 1, kan behandling af astmasymptomer ofte klares alene ved brugen af hurtigvirkende beta2-agonister ved behov. Ved øvrige behandlingstrin, trin 2-5, er der behov for tillæg af fast glukokortikoid eller anden fast behandling til kontrol af symptomer. Ved alle behandlingstrin anbefales det, at patienten udstyres med hurtigvirkende beta2agonist til anfaldsbehandling. Beta2agonister indgår således som
